SU-guide: sådan kommer du igennem julen på et SU budget

Lige om hjørnet venter julen, og det betyder både hygge, glæde, sociale sammenkomster og gaver ad libitum. Specielt det sidste kan godt tage lidt af glæden væk fra julemåneden, fordi det er svært at få det hele til at hænge sammen, når man lever på et SU budget. Men der er faktisk gode muligheder for at spare penge i december, hvis man tænker lidt strategisk. For medmindre at du er født i et heldigt stjernetegn, så er der stor sandsynlighed for, at du er nede i et økonomisk sort hul, når du rammer januar, hvilket i øvrigt er den måned, hvor du skal bekoste bøger til det nye semester.  Vi har derfor samlet 5 gode tips til, hvordan du sparer penge i december måned:

#1 Giv oplevelser i stedet for en ting

På nettet finder du diverse tilbudssider, hvor det er nemt at finde tilbud på enten en oplevelse eller en god middag på restaurant. Er du studiemedlem af en fagforening, kan du muligvis også have adgang til medlemsrabatter på teater, musical eller ballet. Det er både en personlig og sjov gave, fordi det lægger op til samvær mellem dig og den, du giver gaver, og derudover giver jer en oplevelse sammen.

#2 Giv et hjælpegavekort

Har du evner indenfor noget bestemt, kan du vælge at give et gavekort på en ydelse i stedet for. Det kan være hjælp til at skrive tekster til din vens hjemmeside. Det kan også være et gavekort til at slå græsset eller rydde sne for din mormor. Eller hvis du er træningsfreak, og din veninde behøver motivation til at komme i gang med sund livsstil med kost og motion, kan du tilbyde at lege personlig træner eller diætist for hende. Du kan også give din far et kursus i, hvordan han bruger computer og internet.

#3 Udnyt at udsalget starter tidligt i år

Butikkerne begynder at starte udsalget op før jul, så hvis du kan vente med at købe gaverne indtil sidste minut, kan du være heldig at gøre nogle kup her.

Du kan i modsætning hertil også være ude i god tid og udnytte, at butikkerne landet over holder Black Friday, hvor der er store rabatter og slagtilbud.

#4 Lav dine egne julegaver

Er du bare en lille smule kreativ, kan du også forsøge dig med hjemmelavede gaver. Hvad med at strikke en sej hue til din veninde af noget garn, du har liggende? Eller hvad med at få forstørret nogle af dine egne eller photostockbilleder op og sætte dem i glas og ramme? Du kan også sy nye pudebetræk eller sengetøj, hvilket er nemt at gå til, så længe du har en symaskine.

#5 Køb genbrug

I genbrugsbutikker kan du sagtens finde fine ting til hjemmet og boligen. Eksempelvis er der masser af smart stel eller køkkenting, som ikke koster meget set i forhold til, hvad du skal give for tingene fra ny. Du kan også finde fine vaser eller en fed stol, der opfylder ønskerne fra ønskelisten. Det kræver lidt tid og et trænet øje, men er det din hobby, vil det kun være sjovt.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *